Kiwi og kronisk forstoppelse

Af Stig Ladefoged

Kiwi - en god kilde til C-vitamin

At lade kiwifrugter være en fast del af frugtskålen, er ingen dum idé. Det er en ret næringsrig frugt. Blot én kiwifrugt kan bringe dig dagens behov for C-vitamin (1). Ikke dårligt! Men det er slet ikke hovedemnet for dette blogindlæg. Kiwifrugtens forskningsmæssige popularitet findes et helt andet sted. Vi skal et smut ned i tarmen. 

En tarmstimulerende frugt?

Flere forskere har sat spot på kiwifrugtens potentielle forbedring af fordøjelsen. Især potentialet til at lindre forstoppelse. Først og fremmest er kiwi en frugt (chokerende!). Det betyder, at den har et højt indhold af vand, som er vigtig for vores fordøjelse (2). Forskere formoder også, at kiwifrugtens sammensætning af plantestoffer kan have en positiv effekt på fordøjelsen ved at stimulere tarmens bevægelser (3). Dernæst indeholder kiwifrugten forskellige typer af kostfibre, der blandt andet kan binde vand til sig i tarmen. Det skaber fylde, som også stimulerer tarmens bevægelser (4). Ligeledes er kostfibrene madpakker for gavnlige bakterier i tarmen, der takker for den gode mad og producerer kortkædede fedtsyrer. Disse kan vi drage fordel af! Og formentlig også vores tarm og dens bevægelser (5, 6). Den mest interessante faktor, som er helt unik for kiwifrugten, er indholdet af enzymet actinidin. Dette enzym ser ud til at kunne bidrage til en bedre nedbrydning af proteiner i fordøjelseskanalen og derved hjælpe tarmen til en lettere fordøjelse (7, 8, 9, 10). Det er fire elementer, der kan forklare, hvorfor kiwifrugten er interessant for fordøjelsen. Før vi kan konkludere noget konkret, har vi dog brug for kliniske studier, der ser en fordøjelsesforbedrende effekt af at spise kiwifrugter.

Mild kronisk forstoppelse og kiwifrugt

Der er efterhånden del forsøg, der har undersøgt, om personer med kronisk forstoppelse kan drage fordel af at spise kiwifrugter. En samlet analyse af syv kliniske studier blev offentliggjort sidste år. Alt i alt inkluderede alle forsøgene omkring 400 personer med kronisk forstoppelse af mildere grad. Før opstart af de kliniske forsøg, havde deltagerne gennemsnitligt 2 toiletbesøg om ugen. Forskerne satte dem dernæst i en kontrolgruppe med enten placebo (ingen afførende virkning) eller loppefrøskaller (HUSK) eller i en interventionsgruppe, hvor de enten fik kapsler med ekstrakten fra kiwi eller 2-3 hele kiwifrugter om dagen (11). Studierne varede i minimum  2 eller maksimum 16 uger. Virkede kiwi bedre end placebo eller HUSK?

I studierne, hvor kiwifrugterne blev sammenlignet med HUSK, virkede kiwi bedre. Her så deltagerne en gennemsnitlig stigning på 1 ekstra toiletbesøg om ugen. Sammenlignet med både placebo og HUSK medførte kiwifrugt eller kiwiekstrakt også en blødere og mere lind afføring. Samtidig kunne kiwifrugten sikre færre mavesmerter sammenlignet med placebo. Forskernes konklusion er derfor, at kiwifrugter formentlig kan være en fordel for personer med kronisk forstoppelse (12). Resultaterne er lovende, men der er stadig brug for flere og større kliniske forsøg før, at kiwifrugterne kan indgå i fx kliniske retningslinjer. Dog vil jeg mene, at det altid er forsøget værd, hvis du har kronisk forstoppelse. Det er en sund måde at forbedre din fordøjelse på!