Stig Ladefoged

Sygeplejerske
Sundhedsblogger
Podcastvært
Forfatter
Foredragsholder

Hvem er jeg?

Mit navn er Stig Ladefoged og jeg er uddannet sygeplejerske. Allerede tidligt på sygeplejestudiet fandt jeg ud af, at jeg ikke var ligesom de andre piger i klassen. Som mandlig sygeplejestuderende skiller man sig ud, men det var ikke hovedårsagen.

Jeg fandt ret hurtigt ud af, at der bor en forskningsnørd i maven på mig. Derfor brugte jeg det meste af min studietid på at undersøge forskningens svar på, hvordan vi kan forlænge livet med sundere kost og livsstilsvaner. Den interesse opsluger nu min hverdag.

Jeg har altid interesseret mig for at leve sundt. Men min interesse har været lige så stor som min forvirring. Hvad er egentlig en sundhedsfremmende livsstil? Det bruger jeg nu min hverdag på at blive klogere på ved at tygge mig gennem forskningslitteraturen.

I takt med, at jeg læser mig ind i diverse forskningsemner, deler jeg mine fund her på siden. Mit håb er, at jeg kan bidrage til at inspirere danskerne til en sundere livsstil. Det vil kunne bringe flere sunde leveår og forbedre folkesundheden.