fbpx
Olie og sunde blodkar

Olie og sunde blodkar

(Tryk på den fede skrift for at læse referencer)

Jeg anbefaler ikke olie
Når folk går hjem fra mine foredrag, så er der altid én ting, der overrasker dem mere end noget andet, jeg formidler. Jeg anbefaler ikke olie. Heller ikke den økologiske jomfru oliven olie?

Nej, heller ikke den. 

Folk måber, men jeg forstår dem. Selv har jeg troet, at vores kroppe havde brug for olie og særligt, at oliven olie er sundt for vores blodkar. Sandheden er dog, at olie er en stærkt forarbejdet fødevarer, hvor næringen fra den oprindelige plante er klemt ud. Tilbage har man ren fedt. Flydende fedt, uden næringsstoffer. Èn spiseskefuld olie giver 120 tomme kalorier fra flydende fedt og disse kalorier kan være dyre for dine blodkar. 

Stive blodkar
Åreforkalkning er den enkeltsygdom som flest danskere dør af og mere end halvdelen af folk over 55 år lider af en hjertekarsygdom. En af hovedårsagerne til, at disse sygdomme udvikles, er stive blodkar. Vores blodkar skal helst være elastiske. Når hjertet pumper blodet rundt i kroppen, skal vores blodkar kunne udvide sig og trække sig sammen igen for hvert slag. Er vores blodkar stive i stedet for elastiske, så kommer hjertet på overarbejde og er nødt til at pumpe hårde. Samtidig vil dette medfører skader på vores blodkar, som i sidste ende kan resultere i slem åreforkalkning eller en blodprop. Forskerne kalder denne tilstand for endothelial dysfunktion, men for enkelthedens skyld kalder jeg det for stive blodkar. 

Et enkelt fedtholdigt måltid høj på mættet fedt og kolesterol, kan give stive blodkar i timerne efter indtagelse hos unge raske kvinder mellem 18 og 25 år. Forsker gav 18 kvinder et måltid fra MacDonalds og en uge senere, et måltid Kelloggs Frosties. Begge måltider indeholdt samme antal kalorier. Her fandt forskerne, at kvindernes blodkar reducerede deres elastiske evne mest efter pølser og æg fra MacDonalds. 

Der er lavet en del af disse tests med ultralyd på raske forsøgspersoners blodkar. Studierne viser, at fedtholdigt mad som kød, ost og æg kan gøre ens blodkar stive og øge ens risiko for hjertekarsygdomme. Det samme har man dog fundet ved oliven olie, hvilket strider imod, hvad man tidligere har hørt. Oliven olie beskytter da imod hjertekarsygdomme, ikke? 

Ifølge et stort studie fra 2012 af mere end 40.000 spaniere så oliven olie ud til at reducere risikoen. Dem, som fik mere end 2 spiseskefulde om dagen, havde 22 procent lavere risiko end dem, der fik under 1 spiseskefuld. Dette studie har været med til at åbne folks øjne for middelhavskosten som et potentielt våben i forebyggelsen af hjertekarsygdomme. Men er det oliven oliens skyld eller er det fordi man typisk indtager flere grøntsager og fuldkornsprodukter sammen med sin oliven olie? Lad os finde svaret i den nyere forskning. 

Middelhavskosten – med eller uden olie?
Hvis patienter med forhøjet kolesterol skifter en fedtholdig vestlig kost ud med middelhavskost i 28 dage, så falder deres kolesteroltal og deres blodkar bliver mere elastiske.

Samme resultat fandt et studie, der fulgte 180 overvægtige patienter med forhøjet blodtryk, kolesterol og blodsukker i to år. De blev delt op i to grupper. Den ene gruppe, skulle spise som de plejede, mens 90 patienter blev anbefalet at spise efter middelhavskostens råd. De skulle spise flere frugter, grøntsager og fuldkornsprodukter samt nødder og oliven olie. 

Efter to år oplevede middelhavsgruppen et større vægttab og at deres kolesterol, blodsukker og betændelse i kroppen faldt markant mere, end gruppen, som ikke foretog nogen ændringer. Kan denne positive effekt tilskrives oliven olien? Meget usandsynligt. De fik i gennemsnit under én spiseskefuld oliven olie om dagen, men derimod indtog de flere antioxidantrige fødevarer i form af frugt og grøntsager. Dette studie kan dog ikke fortælle os helt præcist, om olien kan udelukkes for disse helbredsgevinster. Heldigvis har man testet oliens direkte effekt på vores blodkar og det ser ikke ud til, at den render med sejren. 

Olier skader vores blodkar
Et interessant studie fra 2007 undersøgte effekten af en portion kartoffelsuppe med eller uden olie hos ti unge og raske frivillige. Her fandt de, at oliven olie, sojaolie og palmeolie hæmmer blodkarrenes elasticitet med gennemsnitligt 32 procent! De testede også, om rene olier var bedre end olie i fritureform. Ikke spor. Alle planteolier havde en negativ effekt på blodkarrene. Kartoffelsuppe er altså sundest uden olie. 

Særligt er det faktisk oliven olien, der er slem. Tre timer efter, at man har spist oliven olie, kan blodkarrene blive stive og miste deres elastiske egenskab med op mod 31 procent. Konklusionen på dette studie var, at middelhavskosten er sundere end en vestlig kost, fordi den indeholder flere plantebaserede fødevarer. Det er altså ikke olie, der beskytter mod hjertekarsygdomme, men planter! Frugter, grøntsager, fuldkorn, nødder og bælgfrugter indeholder antioxidanter og plantestoffer, som kan fremme sunde blodkar. Gøre dem elastiske og sikre, at hjertet får de bedste arbejdsbetingelser. 

Hvis man tilsætter enten oliven olie eller valnødder til en spegepølse sandwich med ost og yoghurtdressing, så er det kun valnødderne, der kan beskytte ens blodkar mod den negative påvirkning fra det fedtrige måltid. Illustrationen neden for viser resultatet af raske forsøgspersonernes blodkar efter indtagelse af en spegepølse sandwich med oliven olie eller valnødder. Blodkarrerne blev mere elastiske end før denne sandwich, når der blev tilføjet 40 gram valnødder. Hvorimod oliven olien forværre blodkarrenes tilstand. 

 

Det vil være bedre, at få din fedt fra hele uforarbejdede nødder og kerner end forarbejdede planteolier. De indeholder næringsrige kalorier, hvor du får fiber, vitaminer, mineraler og antioxidanter i en samlet pakke. Det bliver dine blodkar vilde med! Samtidig kan valnødder og mandler også sænke det lede kolesterol med henholdsvis 11 procent og 14 procent på 4 uger. Win-win!

Jamen, hvad skal jeg så stege i?
Det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg altid får efter at have præsenteret denne forskning for folk. Bare rolig, mulighederne er mange. Man kan stege i vand, fond, eddike eller soyasauce. Det kan gøres både i en non-stick gryde/pande eller en almindelig gryde/pande. Tilføj dine grøntsager til panden på middelvarme og tilsæt lidt vand af gangen, når grøntsagerne bliver brankede og hænger i. Derved undgår du, at det koger og får den dejlige stegte smag. Se videoen nedenfor for inspiration. 

Luk menu