fbpx
Forhøjet kolesterol og risikoen for kræft og blodpropper

Forhøjet kolesterol og risikoen for kræft og blodpropper

(Klik på den fede skrift for referencer)

Kolesterol er fedtstoffer, som kun findes i animalske fødevarer. Hvis du tog en bid af dig selv, ville du få kolesterol. Det er nemlig en vigtig del af alle kroppens cellevægge og samtidig er det en vigtig byggesten for forskellige hormoner i kroppen. Vi har brug for kolesterol, men niveauet skal være stabilt og i balance. Et forhøjet kolesteroltal øger risikoen for, at ens blodåre bliver forkalket og man får en blodprop i hjertet. Det kan være svært at finde ud af, hvad der er den rette mængde at indtage for ikke at øge ens risiko. Heldigvis behøver vi ikke indtage kolesterol gennem maden. Vores lever kan nemlig producere lige præcis den mængde, vi har brug for. High five til vores lever!

Kolesteroltallet i blodet anbefales i Danmark at være under 5 mmol/l. Gennemsnittet er dog 6.0 mmol/l, hvilket desværre er forhøjet. Noget tyder dog på, at kolesteroltallet bør være lavere end det offentlige anbefalede niveau. I Kinastudiet var det gennemsnitlige kolesterol 3.7 mmol/l blandt kinesere, som spiste den traditionelle plantebaserede kost med kun 30 gram animalske produkter per dag. De havde et markant lavere kolesteroltal end befolkningen i Danmark og andre vestlige lande. En af de væsentligste resultater var, at jo højere kolesterol kineserne havde, desto højere var risikoen for forskellige kræftformer, hjertekarsygdomme og type 2-diabetes. I nogen regioner med mere end 200.000 indbyggere var der ingen blodpropper i hjertet. Her spiste folk hovedsageligt plantebaserede fødevarer og deres gennemsnitlige kolesterol var 3.9 mmol/l. Man har lavet samme undersøgelse i af befolkningen i Nordamerika. Hvis folk vil have den laveste risiko for at dø af en hjertekarsygdom, bør kolesteroltallet komme under 3.8 mmol/l. Samtidig bør ens LDL-kolesterol (det farlige kolesterol) være under 1.8 mmol/l for at undgå blodpropper i hjertet.

Det er lave kolesteroltal sammenlignet med det danske gennemsnit. Men er der mon nogen, der kommer i nærheden af niveauer, som giver den laveste risiko? 

Det gør folk, der spiser plantebaseret. 

Den bedste kostform til at forebygge hjertekarsygdomme og blodpropper i hjertet ser ud til at være en plantebaseret kost. Det kan give det sundeste niveau af kolesterol i blodet sammenlignet med andre kostformer. Sammenlignet med altspisende har veganere også 75 procent lavere risiko for forhøjet blodtryk og 55 procent lavere risiko for blodpropper blandt mænd. 

Tidligere har anbefalingen for et maksimalt dagligt kolesterolindtag været 300 mg. Denne anbefaling er nu blevet reduceret til “så lidt, som muligt. 300 mg er forsvindende lidt kolesterol om dagen og nu er anbefalingen altså rykket tættere mod 0 mg. Se neden for, hvad mine anbefalinger er og hvor meget kolesterolindholdet er i forskellige fødevarer. Spis så lidt som muligt. Det giver dig en bedre hjertesundhed. 

Kolesterol og kræft

Et højt indtag af kolesterolholdige fødevarer ser ud til også at øge ens risiko for at udvikle visse former for kræft. Der ses en sammenhæng mellem et højt kolesterolindtag og kræft i bugspytkirtlenbrystkræft, tarmkræft, nyrekræft og blærekræft. Forskerne sammenlignede kræftrisikoen for folk med et ugentlig indtag på 966 mg kolesterol og et på 1880 mg. Oversat til mad svarer 966 mg til 3 æg og 100 gram og 1880 mg til 7 æg om ugen. Det højeste kolesterolindtag øgede deres kræftrisiko med 40 til 70 procent. Som konklusion skrev forskerne: 

“Vores resultater bygger oven på evidensen, der kæder højt kolesterolindtag sammen med forskellige kræftformer. En kost lav på kolesterol ser ud til at spille en rolle i forebyggelsen af mange forskellige kræfttyper.”

Forebyggelse er vigtig og det kan betale sig at spise færre kolesterolholdige fødevarer. For dit hjertes skyld og for undgå kræft. 35 procent af alle kræfttilfælde kan forebygges udelukkende ved at spise mindre animalske fødevarer, spise mere frugt og grønt samt spise flere fuldkornsprodukter. Tænk engang. Hver tredje kræfttilfælde kan undgås, udelukkende hvis man lægger kosten om. Byt bøffer, æg og ost ud med bælgfrugter, fuldkorn, grøntsager og frugt. Det kan være dit livs vigtigste valg. 

 

Luk menu