fbpx
Blodtypediæt er en myte

Blodtypediæt er en myte

(Tryk på den fede skrift for at se referencer)

Blodtypediæten
Blodtypediæten er blevet fremhævet som en kostform, der kan forbedre sundheden og reducere risikoen for sygdom. Teorien om denne diæt er opfundet af en amerikansk naturopatisk læge ved navn Peter J. D’adamo, som har solgt over 7 millioner bøger i 6o forskellige lande. Hans teori bygger på, at mennesker bør spise efter deres specifikke blodtype for at blive sunde eller holde sig raske. Folk med blodtypen A, bør spise vegetarisk, da denne blodtype angiveligt stammer fra landbrugssamfund. Folk med blodtypen B bør spise flere mejeriprodukter, da de nedstammer fra nomadesamfund. Derimod bør folk med blodtypen 0 spise en kost rig på animalsk protein og kød, da denne blodtype skulle være den ældste og stamme fra jægere og samlere. Allerede her kommer der knas i teorien. Blodtypen 0 er ikke den ældste blodtype, eftersom den stammer fra en nyere mutation. Blodtyperne A og B ser ud til at være de ældste, hvor ud fra blodtype 0 er udviklet. 

Et andet aspekt af hans teori er, at lektiner er farlige for mennesker med en specifik blodtype. Lektiner er en proteingruppe, der findes særligt i plantebaserede fødevarer som blandt andet fuldkornsprodukter og bælgfrugter.

Lad os se på, om der egentlig findes forskning på området. Bør nogen mennesker spise en specifik kost efter deres blodtype og måske undgå lektiner? 

Blodtypediæten støttes ikke af forskning
I 2013 udkom et stor analyse af 1415 forskellige studier, hvor forskerne forsøgte at undersøge om teorien kunne bakkes op af forskningen. Ikke ét eneste studie kunne bevise, at der var en sammenhæng mellem kost, blodtype og risikoen for at udvikle specifikke sygdomme. Konklusionen fra studiet lød på, at der ikke er nogen forskning, der kan bakke teorien op. 

Studiet blev efterfulgt af et nyt studie i 2014, der fulgte 1455 mennesker i en måned og undersøgte deres blodtype, risikofaktorer for hjertekarsygdomme og de forskellige blodtypediæter. Her fandt forskerne, at den sundeste af blodtypediæterne var den vegetariske blodtype A kostform. Dem, der spiste vegetarisk havde lavere blodtryk, BMI, lividde, kolesteroltal og den bedste insulinfølsomhed. Dermed den havde de den laveste risiko for at udvikle hjertekarsygdomme og type-2 diabetes. 

Var denne fordeling kun set blandt dem, som havde blodtype A og spiste efter blodtype A kosten? 

Nej. Alle deltagere, som spiste vegetarisk, havde et bedre helbred uanset blodtype. De spiste ingen kød, men mange frugter, grøntsager, fuldkornsprodukter, bælgfrugter og en smule mejeriprodukter. Det betyder samtidig, at de fik flere lektiner i deres kost, men dem bør vi ikke bekymre os om. De forekommer nemlig i meget sunde fødevarer, som vi bør indtage dagligt. 

Frygt ikke lektiner
Hvis lektinholdige fødevarer var farlige for helbredet, så ville folk, der spiste dem leve kortere liv og opleve en øget risiko for sygdom. Ifølge forskningen er det modsatte er tilfældet. 

Bælgfrugter er den eneste fødevaregruppe, der kan forlænge livet, når man følger ældre mennesker. Dem, der spiser bælgfrugter dagligt ser ud til at leve længere. Per 20 gram bælgfrugter dagligt reduceres risikoen for tidlig død med 8 procent. Jeg ved ikke med jer, men jeg får bælgfrugter dagligt. Kikærter, bønner eller linser i alle mulige afskygninger. De giver ikke et kortere liv, selvom de indeholder det beskyldte lektinprotein. Skal du også have hummus til middag?

En anden fødevaregruppe, der indeholder lektiner, er fuldkornsprodukter. Bør vi undgå dem? Nej, for de reducere risikoen for hjertekarsygdomme, kræft, diabetes, infektionssygdomme og risikoen for tidlig død. Det var konklusionen for en stor analyse af 45 forskellige studier i 2016. Ved blot 90 gram om dagen kan man få denne reducerede risiko. Det svarer til en stor skål havregryn om morgenen. En god start på dagen. 

Forskningen viser ikke tegn på, at du bør spise efter din blodtype eller undgå lektinholdige fødevarer. Nærmere bør du forsøge at spise mere plantebaseret. Det kan give dig et bedre helbred. 

Luk menu